TRANSFORMATION

Da jeg fyldte 40, havde mit liv for nylig gennemgået flere grundlæggende og værdifulde transformationer. Forholdet til min mor var blevet tæt og givende, efter at jeg bla med hjælp fra Reiki havde støttet hende i, at komme ud af sit livslange misbrug. Jeg havde mødt min far og fået en relation til ham og min familie på hans side, efter at han hidtil aldrig havde villet se mig. Jeg var blevet skilt fra mine to yngste børns far og min søn var flyttet hjemmefra og stod på egne ben, hvilket ikke var nogen selvfølge, eftersom han altid har været udfordret af en medfødt genfejl. Mine skoler med yoga, meditation og fødselsforberedelse var succesfulde og jeg havde fået et kærligt og inspirerende netværk indenfor de spirituelle kredse i Danmark.

Men den vigtigste transformation havde jeg stadig foran mig. Mit tempo var meget højt, jeg stillede meget høje krav til mig selv og jeg turde ikke at slippe min benhårde kontrol med alting, af en udefinerbar frygt for, at det ville medføre kaos.

Livet blev mere og mere insisterende i sine hentydninger til mig om at sætte farten ned, men jeg lyttede ikke.

Lige efter min 40 års fødselsdag oplevde jeg en spontan kundalini-rejsning. Det er en form for kraftig energi-reaktion i kroppen, som kan være meget skræmmende og have nogle voldsomme eftervirkninger. På trods af, at jeg op til havde fået dybdevirkende chakrahealing og indvielser i Indien og arbejdede dagligt med stærke chakra-aktiverende meditationer, havde jeg ikke forestillet mig at det ville ske for mig og jeg ønskede ikke den øgede følsomhed det medførte, fordi det vanskeliggjorde mit høje tempo.

I stedet for at mig selv rum til at integrere oplevelsens virkninger, reagerede jeg med, at sætte min meditationspraksis på hold og undertrykke impulserne til at slippe kontrollen. I året der fulgte, var jeg gang på gang ude for mindre ulykker, men fortsatte ufortrødent min vante vej, mens jeg underviste på krykker med forstuvede og brækkede håndled og fødder.

To dage før min 41 års fødselsdag fik jeg en mærkelig smerte i ryggen og vågnede op næste morgen med den værste hovedpine, jeg nogensinde har oplevet. Jeg havde fået meningitis og tilbragte dermed min fødselsdag isoleret på intensiv afdeling på Hvidovre hospital, med udsigt til død og hjerneskade hængende i ørerne. Det sendte mig omsider til tælling, men så snart jeg efter en måneds tid kunne bevæge mig ud i verden igen, genoptog jeg ufortrødent det, som jeg opfattede som et uigenkaldeligt ansvar for mine børn, mine elever og min hverdag. Der skulle gå et helt år med tilbagefald igen og igen, til influenza-agtige symptomer og et funktionsniveau der generelt var præget af det, jeg i bakspejlet genkender som alvorlige stress-symptomer, før jeg omsider var tvunget til, at smide håndklædet i ringen.

Sommeren 2014 blev en udfordrende sommer for mig, som endelig kickstartede den transformation, der så længe havde ventet på at ske i mit liv. Bla blev min søn pludselig indlagt med svære hjerte-problemer og fik en hjerte-operation.

Da sommeren gik på hæld, efter megen hektisk aktivitet af forskelig slags, var jeg så tæt på sammenbrud, at jeg ikke så andre muligheder end at trække stikket. Jeg tog til Møn, hvor jeg havde mødt en mand, i første omgang for at have ro i 14 dage til at komme mig, på det retreatsted hvor han boede. Min mor flyttede ind i min lejlighed og tog sig af mine børn i det, som endte med at blive et meget langt retreat for mig. Først 9 måneder efter var jeg klar til at vende fuldt tilbage til mit liv igen, men nu med en anden dagsorden end jeg havde forladt det. Med meget uselvisk støtte og hjælp fra menneskene på retreatcentret, fra min mor, fra ayahuasca og fra alle de redskaber jeg kender til, men først og fremmest fra tid, ro og langsomhed, havde jeg fået ryddet grundigt op i mine gamle traumer og mønstre og havde gennemgået en transformation til den, som jeg er nu.

Jeg havde fundet en basal tryghed, som giver mig ro til, at prioritere det, som er vigtigst og rigtigst for mig selv i mine daglige beslutninger. Det er stadig en daglig balancegang for mig, kontinuerligt at lytte til og respektere mine egne behov og huske på, at jeg det ikke er det jeg udfører der er vigtigt, men hvordan jeg har det imens.

Jeg bruger fortsat meget energi på, at skabe så gode rammer for mine børn som muligt og jeg fortsætter med at brænde for min undervisning og for hele tiden at lære nyt og udvikle mig selv og det jeg formidler. Men jeg prioriterer også meget højt at tage min egen medicin: Min daglige praksis med meditation og yoga er livsvigtig for mig og jeg passer meget på, ikke at have for mange bolde i luften og falde for fristelsen til at føle, at jeg har travlt med at skulle præstere noget.

I årene der er gået siden mit lange personlige retreat, har jeg bla rejst meget i syd- og mellemamerika for at lære om shamanistiske ceremonier. Jeg har med stort besvær udvalgt de vigtigste dele af min undervisning, så jeg har kunnet sætte min arbejdstid ned. Og jeg er flyttet på landet til en lille økologisk landsby, hvor de ydre omgivelser passer bedre til mine indre, end de gjorde på Nørrebro.

Jeg er i en livslang læreproces og jeg er dybt taknemlig for alt det, som livet lærer mig og for muligheden for, at give den læring videre i min guiding og undervisning.